Alle mennesker skal have mulighed for at tilegne sig ny viden og nye kundskaber gennem livet. Det udvikler den enkelte og forbedrer muligheden for at tage aktivt del i samfundet. Og fordi de færreste af os får en uddannelse, vi kan klare os med resten af livet, uden opdateringer eller ændringer.

Derfor er det i mine øjne alarmerende, når mere end hver tredje medarbejder ikke finder det nødvendigt med efteruddannelse. Resultatet er fra en ny undersøgelse, som Epinion har lavet for ekspertgruppen for voksen-, efter-og videreuddannelse.

Den viser, at særligt de ufaglærte er overrepræsenterede i gruppen, der ikke finder efteruddannelse nødvendigt.

Det er helt afgørende, at de offentlige efteruddannelsesmuligheder er relevante for borgerne. Undersøgelsen peger på, at det modsatte er tilfældet.

Kloge hænder, en omfattende praktisk forståelse og en evne til at følge med tiden er grundpiller, når ny teknologi eller automatiseringer bliver en del af arbejdsdagen.

Det kræver sin mand/ kvinde at følge med udviklingen og overkomme de udfordringer, der følger med. Men det er ikke desto mindre, hvad vi bør forvente af hinanden -af vores ledere, kolleger og ikke mindst os selv. For med ny viden følger friheden til at flytte sig efter det gode job, nye muligheder og den faste løncheck Ansvaret ligger ikke kun et sted.

Arbejdsgiverne har et ansvar for at efteruddanne deres medarbejdere, så de er rustet, når kravene ændrer sig. Den enkelte har selv et ansvar for at holde egne kompetencer og faglighed ved lige -og udvikle dem. Vi politikere har også et ansvar -primært for at sikre, at de uddannelser og kurser, som det offentlige udbyder, matcher efterspørgslen.

Med et offentligt efteruddannelsessystem har vi i Danmark tradition for at prioritere efteruddannelse.

Faktisk er danskernes brug af voksen-og efteruddannelse blandt de højeste i OECD. Men det nuværende efteruddannelsessystem er uigennemsigtigt og uoverskueligt.

Hvis vi sammen med arbejdsmarkedets parter skal blive klogere på, hvordan vi får et fleksibelt system med den enkelte borger i centrum, er der behov for et grundigt eftersyn.

Netop det har ekspertgruppen for voksen, efter-og videreuddannelse fået til opgave, og om kort tid kommer de med deres anbefalinger til et forenklet og mere fokuseret efteruddannelsessystem, som regeringen vil tage med sig videre til de kommende trepartsforhandlinger.

Mit ønske er, at danskerne får bedre muligheder for at blive herrer i eget liv. Den bedste vej til det er at kunne forsørge sig selv. Derfor er det afgørende, at den enkelte kan følge med arbejdsmarkedets udvikling. Og at vi politikere gør, hvad vi kan, for at mulighederne er overskuelige og tilgængelige. Ellers gør de ingen nytte.

Sidst opdateret: 23. juni 2017